Har du råd til at betale din restskat med det samme, er det for langt de flestes vedkommende det klogeste. Så sparer du nemlig de dyre renter.
Hvert eneste forår er der stor trafik på SKATs hjemmeside, for der skal vi alle sammen ind og se, om vi har fået penge tilbage i skat.
Det har du måske også allerede været, og måske har du fået en god nyhed – måske en mindre god.
Og skal du betale penge tilbage til skat, kan det godt betale sig at gøre det hurtigt.
”Renterne i banken er så lave lige nu, at det bedst kan betale sig at få restskatten betalt
hurtigst muligt fremfor at vente,” forklarer Henrik Svenstrup, FrisørRevisor ved Dansk Revision i Viborg.
Husk selvangivelsen
Det kan også være, at du endnu ikke har fået indberettet alle tal i din selvangivelse. Er du selvstændig med en personlig ejet virksomhed har du det, der hedder ”udvidet selvangivelse”, og indtil den 1. juli 2015 kan du indberette ændringer for 2014.
”Indtil den dato kan du betale din restskat – uanset størrelse – med tillæg af dag-til-dag rente som er 2,9 procent,” forklarer Henrik Svenstrup.
Renten er ikke fradragsberettiget og beregnes fra den 1. januar 2015. Beløbet stiger, jo længere man venter.
”Det er også vigtigt at vide, at restskat, der ikke er betalt senest den 1. juli 2015, forhøjes med et tillæg på 4,9 procent.”
Brug din revisor
Ifølge Henrik Svenstrup er det vigtigt at få betalt skatten, så man slipper for de ekstra renter og tillæg. Og står man som frisør med en stor skatteregning, kan det være en ide at sparre med sin revisor om at undgå noget lignende næste år.
”Det er vigtigt for os at tale med vores kunder om fremtiden. Som revisorer har vi nogle bud på og ideer til, hvad man kan gøre og forbedre i sin virksomhed. For os er det spændende at få lov at se fremad og dele vores erfaringer,” siger han.
”Vi kan tilbyde frisørerne en god rådgivning som samarbejdspartnere. Gennem vores samarbejde med DOFK har vi et stort branchekendskab, som vi kan bruge til at løse frisørernes udfordringer.”
Husk at bruge din revisor
Kontakt din lokale FrisørRevisor, som kan hjælpe dig med selvangivelse og restskat på den mest optimale måde for netop dig og din salon.
NB. Dette indlæg kan indeholde takster og info om regler, der er blevet ændret siden udgivelsen. Kontakt din FrisørRevisor, så du er sikker på, at du altid får den mest opdaterede viden.