På Facebook kan du se og dele fjollede små film om katte, du kan finde kageopskrifter – og så kan du drive forretning. Husker du det sidste?
Af Kent Olesen, FrisørRevisor, Dansk Revision Esbjerg
- Hvor mange likes har din side?
- Hvor stor en reach, fik dit sidste opslag?
- Hvilke posts, performer bedst?
Hvis du er på Facebook med din salon, er det afgørende for dig, at du har lagt en plan for, hvad du gerne vil have ud af indsatsen på det sociale medie.
Facebook har omkring 3,5 millioner danske profiler, og vi danskere er ret aktive derinde, så der kan være god mening i at være på Facebook med din forretning.
Men skal det ikke bare være en tidsrøver med fjollede videoer og billeder og luren rundt hos gamle klassekammerater og ekskærester, skal du have en ide med, hvorfor, hvordan og hvor meget, du vil – ligesom du også skal afsætte penge til at annoncere for at få mest muligt ud af det.
Og allerførst: Skal du bruge Facebook i din virksomhed, skal du have oprettet en side. En profil er din personlige, mens siden er for din virksomhed.
Og så skal du definere forretningsmæssige mål, som Facebook skal hjælpe dig med at opnå. Det kan være en øget omsætning, bedre kendskab, færre telefonopkald, bedre kundeservice, at du kan sætte prisen op, at sælge flere produkter …
Facebook kender os
De fleste af os har selv givet mange oplysninger, så derfor ved Facebook ganske meget om os. Det kan være helt praktiske ting, som hvor vi bor, om vi er gift eller i parforhold, hvor vi arbejder, vores uddannelse osv. Men via vores likes, kommentarer og delinger fortæller vi også Facebook, hvad vi er interesserede i, og hvad vi synes godt om.
Og hvad betyder det så for dig som forretning?
Det betyder, at du kan opdatere dine følgere og fans på det, der interesserer dem.
Put penge i det
Du kan nemlig vælge at annoncere til de af dine følgere, der har en speciel interesse eller en særlig hobby eksempelvis. Eller du kan annoncere til alle unge kvinder? Eller måske skrue en kampagne sammen med et godt tilbud til unge mænd i lige netop dit område?
Du skal være villig til at putte penge i din indsats, hvis du vil have mest muligt ud af det.
Facebook er – det har du sikkert hørt mange gange – blevet en forretning, som også skal tjene penge.
Det betyder, at hvis du vil have det optimale ud af din indsats på Facebook, så skal du udover tiden også være villig til at putte penge i det. Du skal altså annoncere eller booste dine opslag, så de når ud til flere følgere.
Konkurrencer på Facebook
En mulighed for dig, der gerne vil skabe synlighed om din side på Facebook, er en konkurrence. Med en konkurrence kan du aktivere en masse followers og få dem til at interagere med din side. Kort om konkurrencer kan man sige, at de virker og trækker folk til. Men du skal overholde reglerne og lave konkurrencen så smart som muligt, så du hverken kommer i karambolage med dansk markedsføringslov eller Facebooks regler – og så skal dine fans heller ikke synes, at du er alt for irriterende.
For at lave en lovlig konkurrence må du ikke kræve eller præmiere deling eller tagging, og du skal tydeligt skrive, at Facebook ikke har noget med konkurrencen at gøre. Du må gerne kræve, at man liker eller kommenterer et opslag – men ikke, at man liker din side.
Facebook som en del af markedsføringen
Selv om Facebook kan være en vigtig del af din markedsføring, kan det ikke stå alene. Du skal stadig have din hjemmeside og gerne et online bookingsystem, du skal tage din telefon og måske også af og til sætte en annonce i den lokale ugeavis.
Er du i tvivl om, hvordan du griber din markedsføring an og hvor mange penge, du skal bruge på det, så tag en snak med din FrisørRevisor, der kan hjælpe dig med at finde ud af, om du bruger dine penge fornuftigt,
For måske er revisorer ikke eksperter i markedsføring, men de er gode til at optimere forretningen og hjælpe dig til at tjene penge.
MiniGuide til sociale medier
3 sociale medier, som du med fordel kan bruge i din markedsføring:
Alle tre steder skal du være villig til at ”give” lidt af dig selv.
Så du kan fx:
- Fortælle om hverdagen i salonen
- Vise nogle af de nyeste trends frem
- Billeder af nye produkter
- Billeder fra kurser i udlandet og Danmark
- Nye farver
- Præsentere personalet
- Før/efter billeder af kunder
7 skridt til den gode konkurrence
- Definer dit formål (likes, synlighed, mailadresser….).
- Hvor skal den køre? App? FB? Eller på www?
- Overhold reglerne som skitseret herover.
- Keep it simple – gør det nemt at deltage.
- Vælg en relevant præmie, der passer til din salon – en gratis klip/farve fx
- Kort løbetid (2 uger).
- Markedsfør konkurrencen via fx nyhedsbrev, hjemmeside og måske endda også i salonen.
NB. Dette indlæg kan indeholde takster og info om regler, der er blevet ændret siden udgivelsen. Kontakt din FrisørRevisor, så du er sikker på, at du altid får den mest opdaterede viden.