Husk at du kan personliggøre dit årsregnskab . Læs hvordan her.

Vidste du, at du med fordel kan gøre dit årsregnskab mere personligt? Vil du vide mere om hvorfor og hvordan – så læs med her …

Efter at have bestået sin svendeprøve og fået god erfaring som ansat i en af byens saloner besluttede Line at forfølge sin store drøm om at blive selvstændig med egen salon. Line vidste det ville blive hårdt arbejde at starte virksomhed op i en tid, hvor alle snakkede om krise og modgang – men nu skulle det være. Hun var klar.

Som hos mange andre nystartede kunne det ses på årsregnskabet de første år, at der var både gode og dårlige perioder for forretningen. Men tiden gik, kunderne kom og pludseligt kunne Line ansætte en assistent og gøre en lang række tiltag, som hun forventede ville give mere til virksomhedens overskud i fremtiden – nu manglede hun bare at vise det i sin årsrapport.

Årsrapporten er ikke kun tal

I 2001 blev der vedtaget en ny regnskabslov. Den nye lov er resultatet af en bearbejdning af de eksisterende love og standarder om årsregnskaber i virksomheder. For at signalere at virksomhedernes årlige rapportering omfatter både årsregnskab, koncernregnskab, ledelsesberetning og ledelsens påtegning hænger sammen – kaldes rapporten nu virksomhedens årsrapport.

Du har pligt til at følge reglerne for udarbejdelsen af indholdet i årsrapporten – men der er faktisk mulighed for, at personliggøre indholdet en smule, så det tegner et retvisende og unikt billede af din virksomhed. Det er her du har muligheden for at fortælle den eksterne bruger om din virksomhed og skille dig ud fra mængden – på en positiv måde.

Personliggør din ledelsesberetning

Hvis din virksomhed er et ApS eller et A/S, kan alle bede erhvervsstyrelsen om at se din virksomheds årsrapport. Det billede din årsrapport tegner af din virksomhed – er det billede eksterne træffer beslutninger ud fra, når de overvejer et samarbejde med din virksomhed.

Derfor er det en god ide, når du laver din årsrapport, at tænke på, at det er den eksterne bruger, der er målgruppen for indholdet. Mange glemmer, at der i ledelsesberetningen, er en unik mulighed for at markedsføre sig og tegne et billede ud ad til – som er positivt, personligt og naturligvis også retvisende.

Fortæl om hvad der er sket i din virksomhed, og hvilke tiltag du tager, som du forventer skal give noget positivt til din forretning fremover. Ansætter du flere? Udvider du? nye lokaler? nye specialer? … eller noget helt andet? Så husk det i din ledelsesberetning.

Husk du altid kan kontakte din Frisør Revisor for at få hjælp til dit årsregnskab.

NB. Dette indlæg kan indeholde takster og info om regler, der er blevet ændret siden udgivelsen. Kontakt din FrisørRevisor, så du er sikker på, at du altid får den mest opdaterede viden.