Hvor sikkert er dit regnskab? - din guide til revisors erklæringer

Det kan virke som lidt af en jungle at finde rundt i de forskellige former for erklæringer, din revisor kan afgive på dit regnskab. Vi guider dig her igennem de fire forskellige typer af erklæringer, så du er sikker på at vælge den rigtige. 

Assistance, review, udvidet gennemgang, revision. Puha. Hvis du ikke har helt styr på erklæringerne til dit regnskab, så er denne artikel lige noget for dig. Erklæringen på dit regnskab er nemlig langt fra ligegyldig – men først og fremmest: hvad er en erklæring egentlig?

”En erklæring vil sige, at revisor udtaler sig om en udført opgave eksempelvis udarbejdelsen af en virksomheds årsregnskab –  erklæringen giver med andre ord, alt efter erklæringstype, sikkerhed for oplysningerne i regnskabet,” fortæller Lone Pedersen, FrisørRevisor ved TimeVision i Brøndby.

Der findes fire typer af erklæringer. Og det er altså ikke uvæsentligt, hvilken af de fire typer, du vælger, når du skal have erklæring på dit regnskab. Der er nemlig stor forskel på graden af sikkerhed i de fire typer.

”De forskellige erklæringer indeholder hver især forskellige arbejdshandlinger – og det giver en forskellig grad af sikkerhed for oplysningerne i regnskabet. Der vil altså ikke være samme sikkerhed for om oplysningerne i eksempelvis årsregnskabet er korrekte, når man bevæger sig fra en revisionserklæring til en erklæring om assistance,” siger Lone Pedersen.

Inden vi gennemgår de fire erklæringstyper, får du lige Lone Pedersens gode råd:

”Hvis dit regnskab skal bruges til banken eller forretningsforbindelse, så overvej en erklæring med mere sikkerhed.”

 

Assistance

Assistance giver den mindste form for sikkerhed i dit regnskab. Det er kun virksomheder, der ikke er omfattet af revionspligt, der kan vælge denne type erklæring. Ved assistance hjælper revisoren ledelsen med at opstille regnskabet og giver en erklæring – dog uden sikkerhed, fordi revisoren ikke udfører kontrol af de oplysninger, ledelsen giver.

 

Review

Den her erklæringstype giver dig en begrænset sikkerhed for oplysningerne i dit regnskab. Revisoren kontrollerer de væsentlige poster i regnskabet ved hjælp af såkaldt reviewhandlinger som primært består af forespørgsler og analyser. Men revisoren tager – som i assistance – kun udgangspunkt i ledelsens oplysninger uden nødvendigvis at kontrollere dem. De kontrolleres kun, hvis revisoren mener, der er stor usikkerhed omkring oplysningerne.

 

Udvidet gennemgang 

Her får du en erklæring med endnu mere sikkerhed for oplysningerne i regnskabet. Revisoren tager stadig udgangspunkt i ledelsens oplysninger, men for at opnå endnu mere sikkerhed end i review, gennemfører revisoren flere ting:

– Engagementsforespørgsler til banker.

– Indhenter oplysninger fra personbog, tingbog og bilbog.

– Indhenter advokatbreve.

– Kontrollerer din forretnings indberetninger til SKAT.

 

Revision

Ved revision opnår du den højeste grad af sikkerhed for oplysningerne i dit regnskab. Her kontrollerer revisoren alle væsentlige poster i regnskabet ved hjælp af revisionshandlinger. Det er for eksempel efterprøvning, fysisk kontrol, observationer og bekræftelser fra 3. mand. Kontrollen af oplysningerne i årsregnskabet udgør langt størstedelen af arbejdet ved denne type erklæring.

Kilde: FSR

 

Hvis du er i tvivl om, hvilken erklæring, der er bedst for dig og din salon, så tøv ikke med at kontakte en FrisørRevisor – vi hjælper dig med glæde. 

NB. Dette indlæg kan indeholde takster og info om regler, der er blevet ændret siden udgivelsen. Kontakt din FrisørRevisor, så du er sikker på, at du altid får den mest opdaterede viden.