Mange frisører har et sponsorat hos den lokale fodbold, håndbold eller svømmeklub, men det kan være lidt tricky at finde ud af reglerne for fradrag. FrisørRevisor Claus Michelsen fra Dansk Revision Tønder hjælper med at forstå reglerne.
Salon New Hair har sagt ja til en sponsorpakke i den lokale håndboldklub.
Det koster 20.000 kr. og salonen får reklameeksponering på håndboldtrøjer og på bander i hallen samt 10 billetter til alle hjemmekampe og adgang til særlige VIP-arrangementer og sponsornetværk.
Men hvordan kan man få fradrag for dette i sin skatteberegning?
De fleste frisører ved godt, at synlighed er nødvendigt. Og en måde at få synlighed på kan være ved at sponsere eksempelvis lokale sportsklubber. Måske har din salon navn på ryggen af lokale fodboldspillere – eller måske på håndboldspillernes shorts.
Sponsorater kan sikre dig synlighed og genkendelighed i dit lokale område, og det kan derfor være en god investering.
Forskellige typer fradrag
Men hvordan skal det opgives til SKAT? Det er ikke helt let at finde ud af, for der er typisk flere kategorier af fradrag i forbindelse med sponsorater. Derfor er det nødvendigt, at du kender reglerne og dit sponsorat, så du kan finde ud af, om det er:
- Reklameudgifter
- Repræsentationsudgifter
- Sponsorudgifter anset som løn
- Sponsorudgifter anset som gave
”Og for at gøre det endnu mere vanskeligt, så er det faktisk tit sådan, at sponsorater er skruet sammen af flere forskellige typer, så du kan ikke bare fradrage det hele på en gang,” fortæller FrisørRevisor Claus Michelsen fra Dansk Revision Tønder.
Er det en reklameudgift?
”Du kan som regel trække sponsoratet fra som en reklameafgift, hvis formålet er at du skal have kunder ud af det. Det kan eksempelvis være en reklame på en bande i hallen eller på banen – eller din salons navn på spillertrøjen,” fortæller Claus Michelsen.
Han fortæller også, at prisen skal hænge sammen med den værdi, som du kan forvente at få ud af dit sponsorat, da det ellers bliver opfattet som en gave til klubben af SKAT.
”Altså hvis dit sponsorat koster 35.000 kr. og du forventer omkring fem ekstra kunder, så vil SKAT vurdere, at du har givet klubben en gave, og så kan du ikke trække det fra som reklameudgift.”
Er det repræsentation?
Nogle sponsorater indeholder også en række arrangementer, som kun kan fradrages som repræsentation.
”Det kan være, at klubben inviterer til noget VIP-middag for sponsorer, det kan være særlige turneringer i en golfklub, koncertbilletter eller lignende,” forklarer Claus Michelsen.
”Hvis det er tilfældet, så kan du faktisk kun få fradrag for 25 procent af de udgifter, du har til det.”
Bruger I det som løn?
Får I mange billetter eller andre goder som følge af sponsoratet, er der mange frisører der vælger at påskønne medarbejderne med fx billetter til en kamp, rundvisninger eller andet.
”Bruger du sponsoratet på den måde, kan du få fuldt fradrag for den del af det. Det er personaleudgifter, som du kan trække fra,” siger Claus Michelsen.
”Dog skal dine medarbejdere lige vide, at de pludselig kan blive skattepligtige, hvis de får gaver til en samlet værdi på mere end 1100 kr.”
Eller som en gave?
Hvis SKAT vurderer, at dit sponsorat er en gave mere end det er repræsentation, løn eller reklame kan du ikke få fradrag for det. Så er det en ”ikke-fradragsberettiget gave”, som det hedder i revisorsprog.
Er det svært at finde hoved og hale i reglerne, så tag fat i din FrisørRevisor.
Vi kender reglerne – og vi kender din branche.
EKSEMPEL PÅ SPONSORAT
Det kan være rigtigt vanskeligt at finde ud af, hvordan et sponsorat skal opgivet, da der kan være flere typer fradrag i samme sponsorat.
Men lad os se på eksemplet fra artiklen med Salon New Hair.
Salonen har sagt ja til en sponsorpakke i den lokale håndboldklub til 20.000 kr.
Salonen får reklameeksponering på håndboldtrøjer og på bander i hallen samt 10 billetter til alle hjemmekampe og adgang til særlige VIP-arrangementer og sponsornetværk.
Salon New Hair kan så få disse fradrag:
- 000 kr. for reklamepladsen (fuldt fradrag)
- 500 kr. for repræsentation i netværk og til VIP-arrangementer (kun 25 procent fradrag)
- 500 kr. for billetter (fuldt fradrag på billetter til personale, men kun 25 procent hvis du inviterer netværksforbindelser)
NB. Dette indlæg kan indeholde takster og info om regler, der er blevet ændret siden udgivelsen. Kontakt din FrisørRevisor, så du er sikker på, at du altid får den mest opdaterede viden.