Du mødes sikkert med din bank et par gange om året. Men har du nogensinde overvejet at tage din revisor med til møderne? Din revisor kan gøre forhandlingerne med banken nemmere for dig, oversætte dine ideer til banksprog og er på din side.
Står du og skal til at låne penge i banken til udvidelse af din salon? Eller måske skal du etablere en ny salon? Eller sælge din salon?
Det kan også være, at du ”bare” skal til det årlige orienteringsmøde i banken, hvor I tager de alvorlige briller på og kigger grundigt på tallene.
Ligegyldigt, hvad dit ærinde er i banken, kan det være en rigtig god ide at tage din revisor med til mødet.
”Din revisor vil dig det bedste og vil forsøge at få lavet aftalen – uanset hvilken aftale, det måtte være – med banken så fordelagtig som muligt for dig,” siger Lene Søe.
Skal du låne penge?
Din revisor har indsigt i virksomhedens økonomi og finansieringsforhold og kender din forretnings styrker og svagheder.
”Det er en klar styrke, når du skal i banken – særligt, hvis du skal have et lån. Bankerne vil gerne have en professionel vurdering af din salons økonomi, inden de åbner pengekassen. Den vurdering kan din revisor hjælpe med at give,” siger Lene Søe, partner i Dansk Revision Hillerød og fortsætter:
”Det er rart at have en revisor med i banken blandt andet, fordi vi har talforståelse. Vi kan oversætte dine ideer og tanker til tal, som bankmanden kan forstå og forholde sig til. Det kan gøre forhandlingerne med banken en hel del lettere, hvis du har en revisor med.”
Tryghed og ro
Det er oplagt at tage din revisor med til mødet, hvis du af den ene eller anden grund skal låne penge i banken. Men faktisk er det en god ide at tage din revisor med til alle bankmøderne.
”Vi anbefaler, at du har en revisor med til alle dine møder med banken. Revisoren er på din side, og vi ved, at i dag er bankrådgivere sælgere, så en god revisor hjælper dig også med at forstå og vurdere de forslag, som din bankmand kan have.”
”Det giver altså tryghed og ro at have din revisor med, fordi du har en, der kan bygge bro mellem dig og bankmanden. Du har en med, der både kan tale dit sprog, men også bankmandens sprog.”
Udover at din revisor kan gøre forhandlingerne med banken nemmere og give dig tryghed, så ved du også, at du har en med til mødet, der er på dit hold. Din revisor ser nemlig tingene fra din side og vil hjælpe dig så meget som muligt.
”Din revisor vil dig det bedste og vil forsøge at få lavet aftalen – uanset hvilken aftale, det måtte være – med banken så fordelagtig som muligt for dig,” siger Lene Søe.
5 fordele ved at invitere din revisor med i banken
- Du har en på din side
- Revisoren kender dig og din forretning
- Revisoren taler ”banksprog”
- Det giver dig tryghed og ro
- Revisor kan se kritisk på bankens forslag
NB. Dette indlæg kan indeholde takster og info om regler, der er blevet ændret siden udgivelsen. Kontakt din FrisørRevisor, så du er sikker på, at du altid får den mest opdaterede viden.